Hvad er næsepolypper? Næsepolypper skyldes en hævelse af vævet i næsens - og evt. bihulernes - slimhinde. Årsagen er ofte en inflammation (en betændelse uden bakterier). Næsepolypper ses ofte sammen med astma, allergi og infektion, men man ved ikke præcist, hvorfor nogen får næsepolypper. En medvirkende årsag kan være, at nogle patienter ikke kan tåle acetyl-salisyl-syre (fx kodimagnyl), som ser ud til at kunne fremme udviklingen af næsepolypper.
Hvad er symptomerne? Nedsat luftpassage i næsen. Løbenæse og nyseturer. Slim i halsen. Tendens til forkølelser og bihulebetændelse. Nedsat lugte- og smagssans. Dårlig søvn. Tung i hovedet/hovedpine.
Hvornår fjernes polypperne?Når symptomerne ikke reduceres tilfredsstillende ved brug af næsespray eller indsprøjtning med binyrebarkhormon.
Hvordan fjernes polypperne? Polypperne kan fjernes i lokalbedøvelse eller i fuld bedøvelse. Om nødvendigt indledes med fuld bedøvelse. Derefter lægger lægen vat med lokalbedøvelse op i næsen. Herefter fjernes polypperne med polyp-slynge og tang. Eventuelt sendes vævet til undersøgelse. Operationen kan være suppleret med at bore huller i kæbehulerne, hvis der også er problemer med bihulebetændelse. Efter operationen lægges tamponer op i næsen for at stoppe blødningen.
Hvad kan jeg forvente efter operationen? Du skal blive på klinikken ½-1 time efter operationen. Du skal være ledsaget af en anden voksen, som kan være hos dig, indtil du er vågen og klar til at komme hjem. Der kan være lette smerter, og almindelig smertestillende håndkøbsmedicin kan med fordel anvendes. Der kan også forventes lidt blodig sivning fra næsen de første døgn. Tamponerne fjernes hos lægen, men du kan evt. gøre det selv efter aftale med lægen. Det sker som regel efter 1-2 døgn. Herefter anbefales saltvandsspray eller opsnusning (½ liter vand + 1 tsk. salt). Efter en uge skal du evt. genoptage din behandling med næsespray for at formindske sandsynligheden for at polypperne kommer igen. Afhængigt af dit arbejde skal du være sygemeldt ca. 2 dage.
Hvad er komplikationerne? Feber og tiltagende smerter kan være tegn på infektion, ligesom der efter operationen kan opstå blødning. Ved vedvarende komplikationer kontakt da en læge. I almindelig åbningstid kan du ringe til vores klinik på telefon 86 142726 og lægge en besked. Vi vil hurtigst muligt ringe tilbage. Uden for normal åbningstid skal du kontakte skadestuen eller vagtlægen.