Patient-information / Hul på trommehinden

HUL PÅ TROMMEHINDEN

Hvorfor? Hul på trommehinden kan opstå som følge af mellemørebetændelse, indlagte dræn i øret samt ved slag eller tryk på øret fx ved dykning.

Hvad er symptomerne? Nedsat hørelse, flåd fra øret og luft, der passerer gennem trommehinden, når man pudser næse.

Hvad skal du gøre? Ørelægen bør kontrollere din trommehinde efter 1-2 måneder for at se, om den heler af sig selv. Det gør den hos mange. Det er vigtigt at undgå infektion. Derfor skal du undgå vand i øret ved bad og svømning. Du kan anvende vandskyende vat.

Hvis ingen heling - hvad så? Hvis et hul på trommehinden ikke heler af sig selv, kan en operation være nødvendig. På klinikken kan hullet lappes med rispapir, eller lægen kan udtage fedt fra øreflippen til lapning. Hvis hullet er stort eller operationen af anden grund skønnes vanskelig, henvises til hospitalet, hvor en anden type operation anvendes.

Hvordan foregår operationen hos ørelægen? Operationen kan hos voksne foregå i enten lokal eller fuld bedøvelse. Hos børn altid i fuld bedøvelse. Ved operationen renses/friskes hullets kant op, og det dækkes enten af rispapir eller fedt fra øreflippen. I sidstnævnte tilfælde skærer lægen et lille snit bag øreflippen og fjerner et lille stykke fedt på nogle millimeter. Fedtet bruges til lapning. Hullet syes bagefter med 1-2 sting. Selve operationen tager 20-30 minutter, og du skal blive på klinikken bagefter, indtil du er klar nok til at komme hjem. Oftest ca. 30 min, så afsæt i alt ca. en time. Du skal på dagen ledsages af en voksen. Vi anbefaler at tage panodil og en søsygepille inden operationen i lokalbedøvelse.

Hvad så efter operationen? Du skal undgå at få vand i øret de første to uger. Anvend evt. vandskyende vat. Du må ikke trykudligne i øret i fire uger. Du kan sygemeldes efter aftale med lægen, men det er helt afhængigt af arbejdets art. I forbindelse med operationen aftales der kontrol på klinikken efter ca. en måned.

Hvad er der af komplikationer? Der kan komme lidt blødning samt smerter efter operationen. Ved smerter kan du med fordel anvende smertestillende medicin. Der kan også opstå infektion, hvorved det flyder fra øret. Desuden kan der være varierende grader af svimmelhed efter operationen. Endelig sker det, at rispapiret eller fedtet, der er blevet brugt til at lukke hullet, kan afstødes, og der kommer hul igen. På operationsdagen kan klinikken kontaktes på telefon 86142726. Indtal venligst besked, så vi kan ringe tilbage snarest muligt.
Øre-, næse- og halslæge Dorthe Kjær | Viby Ringvej 10, 8260 Viby J  | Tlf.: 86 14 27 26